lørdag den 2. februar 2008

Forårsbebudere

Når man sådan overtager et nyt hus med tilhørende have, så er det jo rigtigt spændende at se hvad der egentlig findes af ting og sager i jorden, som blot venter på at komme op.

Bl.a. har vi gået og spekuleret over, om der mon var vintergækker og erantisser i haven, for det er altså SÅ skønt med disse forårsbebudere. Og det er der heldigvis. Rigtig mange af begge slags endda . . . . . men en hel del af dem kommer op rundt omkring i græsplænen, så det kunne godt se ud til, der har været blomsterbede førhen, hvor der er græs nu.

Da vi i formiddag var ude at gå en tur på heden, da så og hørte vi i øvrigt en anden forårsbebuder, nemlig en lærke, som slog årets første triller i det smukke solskinsvejr . . . . . og det er efterhånden 14 dage siden vi hørte den første solsort sidde og synge i aftenskumringen . . . . .

Ingen kommentarer:

Send en kommentar