søndag den 22. marts 2009

Geo-caching . . . . . en ny hobby

Vi har fået en ny hobby - "geocaching".
Geocaching er en moderne form for skattejagt, hvor man skal finde en "cache", som er gemt et eller andet sted ude i verden.
Man skal kende koordinaterne på gemmestedet (længde- og breddegrad), som så indtastes i en GPS. Og så går der ellers derudad...
Alene her på Samsø er der på nuværende tidspunkt over 20 cacher, i hele Danmark er der 8.737 og på verdensplan er der 3/4 million. Så det er ikke noget man sådan lige bliver færdig med hen over en weekend.

Når GPS'en har ledt en frem til stedet, så skal man til at lede efter selve "skatten", som kan være alt fra et lille filmrulle-etui til en større spand med låg. Og da GPS'en ikke er mere præcis end nogle meter, så kan det være f.eks. et større buskads, der skal afsøges.
Nogle af dem kan være ganske svære at finde, da de kan være ganske kreativt gemt (udenforstående skulle jo helst ikke gerne gå hen og finde dem ved et tilfælde).
Men pludseligt lykkes det - skatten åbenbarer sig - som f.eks. her, hvor den er pakket ind i en sort sæk og lagt ind i et hyben-buskads.
Denne gang er det en plastbox med låg, og der er en masse forskellige "dimser" som folk har lagt i - man må nemlig gerne tage en ting fra cachen, hvis blot man lægger en anden i.
Det har vi dog ikke gjort endnu, for vi ville egentlig gerne have en lidt personlig ting at lægge i.

Den lille gule bog er en "log-bog" hvor man kan skrive en lille hilsen om, at man har været her på den og den dato, og måske skrive lidt om vejret eller andre forhold.
Alt i alt er geocaching en rigtig sjov fritidsbeskæftigelse, som kan lokke én ud til en ekstra gåtur i den friske luft, og måske lede én forbi nogle steder, som man ellers ikke lige kommer.
Der kan læses mer om geocaching her: