mandag den 11. februar 2008

Sommerboliger på matriklen

Claus havde travlt med at bygge fuglekasser i går, søndag.
Han fik bygget i alt otte mejsekasser, og blev samtidig næsten færdig med et 'rækkehus' til gråspurve.
De tre af mejsekasserne er allerede hængt op i haven, og allerede efter få timer var der besøg af flere musvitter, som lige stak næbbet indenfor og tog boligerne i nærmere øjesyn. Så nu bliver det spændende, om der er nogen af dem, der flytter ind i kasserne.

fredag den 8. februar 2008

Fint besøg på fodringspladsen

I dag var der fint besøg ved foden af birketræet, hvor vi lægger fuglefoder ud til de fugle, der ikke lige bruger foderbrættet (f.eks. bogfinkerne).
Men denne fasan havde åbenbart 'lugtet lunten' om, at der var godbidder at få her...

Forleden havde vi i øvrigt besøg af en ravn, som havde sat sig i valnøddetræet ud mod marken. Det er dæl'me en stor og majestætisk fugl. Desværre var vi ikke hurtige nok med kameraet...

lørdag den 2. februar 2008

Forårsbebudere

Når man sådan overtager et nyt hus med tilhørende have, så er det jo rigtigt spændende at se hvad der egentlig findes af ting og sager i jorden, som blot venter på at komme op.

Bl.a. har vi gået og spekuleret over, om der mon var vintergækker og erantisser i haven, for det er altså SÅ skønt med disse forårsbebudere. Og det er der heldigvis. Rigtig mange af begge slags endda . . . . . men en hel del af dem kommer op rundt omkring i græsplænen, så det kunne godt se ud til, der har været blomsterbede førhen, hvor der er græs nu.

Da vi i formiddag var ude at gå en tur på heden, da så og hørte vi i øvrigt en anden forårsbebuder, nemlig en lærke, som slog årets første triller i det smukke solskinsvejr . . . . . og det er efterhånden 14 dage siden vi hørte den første solsort sidde og synge i aftenskumringen . . . . .