søndag den 23. marts 2008

Så kom vinteren også til Samsø

Bedst som man gik her og troede, at foråret var kommet - ja, så vågnede man om morgenen påskelørdag og opdagede, at det havde sneet om natten.
Det føg voldsomt over de åbne marker, men i løbet af formiddagen klarede det op, og solen nåede da også at smelte en del af sneen, inden den gik ned igen.
I dag, påskedag, var vi på en tur til nordøen. Først gik vi en tur i Møgelskår - det var sjovt at se bakkerne dækket af hvid sne, når man ellers mest kender dem med grønt græs og græssende kvier.
Der var fler familier ude for at trille æg i bakkerne - en gammel samsk tradition, hvor man triller hårdkogte æg ned ad de stejle bakker, indtil æggene går i stykker.
Bagefter var vi en tur ved 'Rækken Træer', hvor vi gik fra P-Pladsen og om til østkysten.
På stranden var der skyllet en hel del døde søstjerner samt brødkrummesvampe op på land - formentlig efter den kraftige blæst Langfredag...

fredag den 21. marts 2008

Smukt påskevejr

I dag er det langfredag, og vejret var virkelig smukt fra morgenstunden, så vi var tidligt ude for at gå en tur ved vandet.
Vi tog ned til Vesborg Fyr, hvor vi gik ned ad stien på sydsiden, og herefter hele vejen rundt om klinten, hvor man stadig kan se nogle få rester af den borg, som engang lå på stedet...
Efter at have trasket et stykke langs kysten nordpå mod Kåsen, gik vi op på land, hvor vi fulgte markskellet langs kysten tilbage til Vesborg.
Undervejs så vi adskillige dyr, bl.a. denne her, som sprang afsted over markerne, da den fik færten af os !!

søndag den 2. marts 2008

Stormvejr igen-igen

Puha - sikke det dog har stormet denne vinter, og i går, lørdag, var der gang i den igen-igen.
Vi kørte en tur søndag morgen, for at se hvordan der så ud rundt om på øen - vandet stod jo højt ved højvandet først på morgenen.
Men da vi kom afsted, havde vandet allerede trukket sig en del tilbage, men f.eks. på dæmningen ud mod Langør var der tydelige spor efter havet, som havde ført tang m.m. op på kørebanen....
Og P-pladsen overfor Naturskolen (ved de varme vandpytter, som i dag var gået i ét med havet) var vist mest for amfibiekøretøjer !!

Selve Langør havde osse tydelige spor efter vandstanden, og som det kan ses på billedet med badebroen med bænken, så stod vandet stadig en hel del over det normale...