lørdag den 27. november 2010

Første adventsweekend - med masser af sne og en krans til kirkegården

Her på Samsø har vi fået læssevis af sne de sidste par dage - vel en 15-20 cm vil jeg gætte på. Og i driverne ligger der selvfølgelig endnu mere.
Her i formiddag har vi været en tur omkring Nordby Kirke med en krans til "bessernes" gravsted. Vi bliver vist nødt til at smutte forbi en dag igen hvis/når sneen smelter igen, så vi kan se om den ligger pænt - for vi var jo nødt til blot at lægge den ovenpå snedriven.
Som man kan se, så er farfars navn og datoer helt dækket af en snedrive lige nu.
Her et par forskellige detaljer på kransen - synes det var så livsbekræftende med de grønne pilegrene med de helt spæde skud, der vidner om, at det trods alt bliver forår igen på et tidspunkt.
Og et billede af kirken skal der da osse lige vises...

lørdag den 9. oktober 2010

Lørdagsindkøb med en lille omvej

Når vejret og tiden ellers lige er til det, så kombinerer vi indkøbsturen til Brugsen eller Netto med en lille tur et eller andet sted rundt på øen.
Sidste weekend var vi en tur på Store Vorbjerg, og her i formidddag gik turen omkring Gammelholm.
Vi parkerer ved Samsø Flyveplads, og så går turen ellers ad markveje og små stier forbi solbærmarker og ned til Stavns Fjord og den smukke udsigt mod holmene.
Her er det udsigten mod Hjortholm - den største af øerne i fjorden.

Trådhegnet langs vandet bærer præg af, at vejret indimellem kan være noget barsk, så vandstanden stiger og/eller tangen flyver gennem luften og bliver hængene på ståltråden.

På tilbageturen kom vi forbi en mark med nyspiret vintersæd i lange, lige rækker.


søndag den 19. september 2010

Nye oplevelser i nærområdet

I dag var vi igen ude at geo-cache - bl.a. fordi der var kommet en helt ny cache ved Tranebjerg Kirke og så manglede vi også lige den ene af dem ved Stubmøllen i Brundby.
Som sædvanligt var det herligt at komme ud og se de kendte omgivelser fra en helt ny vinkel, og vi havde flere små sjove oplevelser undervejs.

På marken mellem Brundby og Tranebjerg var de ved at høste kartofler.

Og lige et nærbillede af optage-maskinen...

Bagefter skulle vi til Tranebjerg og finde den nye cache. Desværre var den allerede blevet fundet for første gang i går, så der blev ikke noget "First Finders Certificate" til os i denne omgang.
Men den blev da føjet til vores liste over fundne, så vi nu kun mangler at finde to herovre; hhv. én på øen Kyholm og én inde i Samsø Labyrinten.

Til gengæld opdagede vi en lille indgang med en "gennemgangs-mølle" i, lige til højre for kirkegårdsmuren. Den havde vi da aldrig lagt mærke til før, og da skiltet fortalte noget om "ophold i skoven", så måtte vi lige kigge nærmere, for vi havde da aldrig lagt mærke til at der lå en skov lige der.

Skoven er da også kun ganske lillebitte og gennemskåret af stier på kryds og tværs.

En af stierne munder ud i en port ind til kirken, så vi gættede på at skoven oprindeligt er en del af præstegårdshaven.
Foran porten er en fin gammel smedet "fæ-rist" som er lagt der, for at dyrene (køer, får osv.) ikke skal kunne gå ind på kirkegården.

torsdag den 17. juni 2010

En havedam

Så kunne vi ikke undvære det længere - en lille havedam, ligesom den vi havde da vi boede i Lynge.
Denne er dog næsten dobbelt så stor, og dyb nok til åkander - jubiiii !!

Den er placeret lige i kanten af rhododendron-bedet, og vi har foreløbig fire forskellige planter i den:
  • Åkande / Hvid (eller nøkkerose, som det vistnok hedder hvis det skal være helt korrekt)
  • Iris (så vidt jeg husker skulle den være blå - det får vi at se hvis/når den blomstrer)
  • Tusindblad eller osse er det en Vandspir (som skulle være rigtig god for næringsstof-balancen i dammen)
  • Græsagtig sumpplante (har desværre glemt hvad den hed)
Der er en springvandspumpe i bassinet - den laver ikke det store Tivoli-springvand, men står bare og sprudler lige i overfladen for at give ilt til vandet.

Begge kattene er meget begejstrede for at drikke af vandet og lege med de visne blade o.lign. som ligger og flyder rundt i overfladen.

Men indimellem går det altså galt - især for den lille...




tirsdag den 8. juni 2010

Kongeligt besøg på Samsø

Så oprandt dagen hvor vor egen Dronning Margrethe II og prinsgemalen aflagde officielt besøg på Samsø som et led i sommertogtet med Kongeskibet Dannebrog.

Turen fra skibet og ind til modtagelsen på Rådhuset gik bl.a. gennem Kolby, så vi var flere kolleger og kursister fra Højskolen, der var på pletten for at vinke og få et glimt af de kongelige.

Og det lykkedes da også at få et glimt af Majestæten kørende i "Krone 2".


Kongeskibet "Dannebrog" med et vajende Dannebrog spejlet i bølgen blå, tog sig rigtig smukt ud i Kolby Kås havn.

lørdag den 29. maj 2010

En uge på højskole

I uge 20 var jeg, Gitte, atter på foto-kursus på Samsø Højskole (var jo osse på kursus i 2009). Og igen i år var det den dygtige, tålmodige, inspirerende, pædagogiske og - ikke mindst - humoristiske lærer Svend Christensen, der underviste.

Det kom der selvfølgelig en masse herlige billeder ud af, og de kan ses her: http://foto.gydda.dk/#12.0


Ugen bød også på et besøg på det nye Falkecenter Samsø http://www.falkecenter.dk/- en rigtig dejlig oplevelse, som Claus altså også skal med ud at se snart !!
...og næste gang tager jeg nok ikke kameraet med, men vil i stedet blot nyde synet af de smukke fugle og lyden af vingeslagene fra ørn, falk, musvåge, ugle og høg.

Fuglebillederne kan ses her:
http://foto.gydda.dk/#13.0

Sommerens Ø

En dejlig sang, som ofte synges på Samsø Højskole og som passer så fantastisk godt til vores dejlige ø...

Melodi: Mogens Jermiin Nissen 1954
Tekst: Piet Hein 1937

1 Hvergang en sommer igen kommer dragende,
dvælende, farende hen,
er det som kom man i dybet af dagene
hjem til sin hjemegn igen.

2 Ude i verden, hvor jorden og himlene
skifter i ukendte skær,
længes man ind i sit øriges svimlende
verden af lunerigt vejr.

3 Åh, at forundres og komme på luftene
let som et løvetandsfrø
ned i det syngende, susende,
duftende græs på en sommergrøn ø.

4 Her er man hjemme, hvor stormen og vindene,
solen og skyerne går
midt i det »nu«, som er selve den rindende
tråd mellem aldre og år.

5 Her mellem havet og strømmen og stenene
nynner en langelig sang,
samlende alt, som har været, forenende alt,
som skal være en gang.

6 Stranden den stride, bestormet af vandene,
lægger sin vandrende ring,
lukkende rundt om de varige, standende,
enkle og evige ting.

7 Tavse, mens druehyld løfter mod rummene
sommerens glødende bær,
glider vi ind i den syngende, summende,
susende sommer og »er«.

lørdag den 24. april 2010

Højskolen's Knækbrød

Ville da lige dele en superlækker og rigtig nem opskrift på knækbrød med jer blog-læsere.
Vi bager det jævnligt på højskolen og såvel kursister som personale er ellevilde med det !!

Knækbrød
1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
3 ½ dl hvedemel
2 dl vand
1 dl olie
1 tsk bagepulver
2 tsk salt

De tørre dele blandes godt sammen.
Tilsæt vand og olie og rør grundigt. Tilsæt evt. ekstra hvedemel til dejen slipper skålen.
Rulles ud til ca. 3 mm tykkelse.
Lægges på bagepapir og skæres ud i firkanter.
Bages ca. 20 min. ved 200° C

onsdag den 14. april 2010

En tur i skoven

Igen i dag var vejret fantastisk, så efter arbejdstid måtte vi lige en tur i skoven.
Og når vi år vi her på Samsø taler om "skoven" så er det som regel Brattingsborg vi taler om - for det er den eneste "rigtige" bøgeskov der findes på øen.
Med undtagelse af maj og oktober er det forbudt at køre bil gennem skoven, men man er til gengæld velkommen til fods eller på cykel.


Ramsløgene har allerede bredt sig meget ud over hele skovbunden, sammenlignet med da vi var her sidste gang for et par uger siden.


Fasankokken her mødte vi på vejen - han sad og vogtede over sin høne, som gik rundt mellem ramsløgene og fandt mad.

I den sydligste ende af skoven kommer man helt ud mod vandet. Og på den tur vi valgte at gå i dag, kom vi forbi dette fantastisk beliggende hus. Det er det hus man kan se fra Sjællandsfærgen, hvorfra det ses placeret på toppen af en klint.


I dag var vejret så klart, at vi bl.a. kunne se kranen ved Lindø-værftet og som på billedet herover: pylonerne på Storebæltsbroen. På grund af jordens krumning kan man ikke se selve kørebanen, men "kun" den øverste halvdel af pylonerne - ret imponerende !!


Vi kom også forbi dette egetræ, som kaldes "Grevinde Henriette's Eg".
Det skal efter sigende været plantet af den navnkundige godsforvalter August Kruse i 1870.


Og her kom vi forbi en samling på 12 store sten i en rundkreds.
På matrikelkortet ser det ud til at stedet er angivet som "Gl. Festplads".


Og så måtte vi da osse lige kaste et blik på alle anemonerne, der netop nu breder sig ud over skovbunden...

onsdag den 7. april 2010

Jojo - det ER forår !!

Nu er det ganske vist - foråret ER kommet til Samsø.
I dag var vi ude for at geo-cache i Nordby Bakker i det skønneste vejr. Det blæste dog en del, men mange steder kunne man finde læ.
Undervejs så vi både flokke af harer, fasaner og rådyr - og årets første sommerfugle !!

søndag den 28. marts 2010

Der er grøde i skovbunden

I formiddag gik vi en skøn tur i skoven ved Brattingsborg.
Hele skovbunden er allerede helt lysegrøn - hvor er det dog livsbekræftende !!
Men til forskel fra så mange andre steder i landet, så er det ikke anemonerne, der er på vej op - men derimod ramsløg: http://www.havenyt.dk/artikler/koekkenhaven/groensager/loeg_og_porrer/794.html

Og inden længe vil hele skovbunden være hvid som nyfalden sne, når ramsløgene blomstrer. De var ovenikøbet allerede så småt begyndt at udsende deres karakteristiske hvidløgsduft. Uhmmm . . . . så kan vi snart få Ramsløgs Pesto igen.

Her er opskriften, som jeg har lånt fra Samsø Højskole's kogebog:

Ramsløgs Pesto

Ingredienser:
1 dl friske ramsløg
½ dl pinjekerner
ca. 1 dl olie
50 g reven parmesanost
salt og peber
evt. lidt revet citronskal

Fremgangsmåde:
Alle ingredienserne blendes til massen er ensartet.
Smag til med salt og peber.


søndag den 21. marts 2010

En sang fra de varme lande...

Hele vinteren igennem har vi som sædvanlig haft større eller mindre flokke af vildgæs på markerne omkring os.
Men for et par uger siden vi så samtidig fornøjelsen af en flok sangsvaner.
Og så er mange af forårsbebuderne på plads i haven og på markerne, så vi kan høre deres sang fra huset - bl.a. solsorten, gulspurven, lærken . . . og i dag sidder stæren og fløjter i valnøddetræet. Så mon ikke vi skal have stære i kasserne igen i år ??

søndag den 21. februar 2010

Tallerken-is & Forårsbebudere

Vi var lige ude en tur her i eftermiddags. Selvom solen skinnede, så var temperaturen stadig nede omkring 5 minusgrader !!

I havnen var der istapper på de store sten i molen - det ligner jo nærmest en skulptur...

Og i havnebassinet var der tallerken-is (med fodspor på, så nogen har været ude for at lege...).

Da vi kom hjem, gik vi lige en runde i haven - og sør'me om ikke der var kommet både vintergækker og erantisser op langs med huset.
Hvor var det skønt at få øje på sådan et par sikre forårstegn midt i al den kulde og sne !!







fredag den 29. januar 2010

Ishavet

...eller i hvert fald Sælvig Bugten dækket af et godt lag is langs kysten.
Det har nu været frostvejr så længe, at der ligger grødis i vandet et langt stykke ud - og langs med selve kysten inde i bugten er der faktisk tale om regulære isflager.
Vi havde faktisk aldrig troet, at vi skulle opleve at der kom is på havet igen, ligesom dengang vi var børn - men en god måneds konstant frostvejr har fået gjort noget ved sagen !!