søndag den 13. april 2008

Udflugt til Store Vorbjerg

Selvom Gitte er kommet på Samsø gennem hele livet, og Claus gennem de sidste 20 år, så er der stadig masser af steder, hvor vi aldrig har været.

F.eks. Store Vorbjerg, som egentlig bare har været et sted man kørte forbi, når turen gik ad Havvejen fra nordøen til sydøen eller omvendt.
Men i dag tog vi os tid og parkerede bilen, og travede op på toppen af bakken. Selvom den er stejl at bestige, så var det besværet værd, for vi blev belønnet med en fantastisk udsigt over bl.a. det inddæmmede område ved Stauns Fjord, hvor flyvepladsen er placeret.
Overalt på øen er der i øvrigt utroligt mange blomstrende mirabelle-buske - som lige nu står i fuldt flor...

Gitte's job på Samsø Højskole

Der er flere, der har kommenteret, at jeg da vist slet ikke har skrevet noget om mit job på Højskolen herinde ??
Jamen, det må jeg jo så gøre noget ved :-D

Jeg startede i begyndelsen af februar - i et barselsvikariat af ca. 1 års varighed - som køkkenassistent i Højskolens køkken.
Samsø Højskole kører hele vinteren livsstilskurser (med fokus på bl.a. overvægt og motion) og hele sommeren kører der uge- og 14-dages kurser med så forskellige emner som: fluefiskeri, golf, ikonmaleri, akvarelmaling, naturvandringer, filtning, italiensk, havkajak og meget, meget mere.
Læs mere om skolen her: http://www.samsohojskole.dk/

Jeg er allerede blevet rigtig glad for jobbet, og har fået nogle søde kolleger - både i køkkenet og på resten af skolen. Og så gør det jo heller ikke noget, at skolen ligger 5 min. gang hjemmefra !!

Jeg behøver i øvrigt ikke helt at undvære sømandslivet - jeg er nemlig stadig tilknyttet Samsø Linien som "ad hoc medarbejder", dvs. som afløser når behovet er der.